Reportage fra Musikdagen

copenhagen cable park
Sand, liggestole og bagende sol. Surfere med meter lange boards, flying dog beers, og en lydmand med en måske lidt for stor passion for sport.
Og, nå ja, nogle bands og et par dj’s på en scene.

Udgangspunktet for en rigtig hyggedag, af dem København efterhånden er stabil leverandør af i sensommeren – Stella Polaris, Strøm og en million andre events, hvor musikken enten har en reel rolle eller er en undskyldning for at drikke øl om eftermiddagen. Nu er turen kommet til InkInk, der lørdag føjede Musikdagen til sommerens kalender.

Med et program, jeg ventede mig en hel del af, drog jeg til Amager, forbi adskillige brombærkræt og ud i sandet, hvor Harald Björks dj-set imponerede og fyldte ventetiden mellem kunstnerne glimrende ud med sin gennemmusikalske mixer-skills, der elegant surfede mellem dubbet electronica og fængende discotemaer, uden det på noget tidspunkt bliver for cheesy, for meget eller for kedeligt.

hellraiser ten live
For meget blev dagens første band heller ikke. Hellraiser Ten stillede op med en mærkværdig, måske næsten påtaget tilbageholdenhed overfor et publikum, der i virkeligheden helst ville have at alle var venner.
Hellraiser Ten formår at gøre skævhed til skønhed – snublende beats, knækkende vokaler og drømmende guitarflader smyger sig mellem hinanden, og rammer i øjeblikke en popmagi. Men modsætningen til disse øjeblikke fandtes også, især når der gik slowcore i den. Hellraiser Ten tangerede ikke det kedelige. Heller ikke det ordinære, og de er i hvert fald ikke et dårligt band. Men samtidig har jeg rigtig svært ved at engagere mig i bandet, og tænke andet end ”næh, en god sang” eller ”ups, der var det falsk”, sådan cirka halvdelen af tiden hver.

pellarin & lenler live
Rigtig besynderligt blev det, da Pellarin & Lenler gik på. Et for mig noget ukendt navn, der eftersigende heller ikke havde spillet live i et par år. Efter surf på myspace forventede jeg noget lidt mere poppet end 2 mænd siddende på scenen med en bærbar hver, der udsendte meget ambient musik. Så ambient, at jeg rent faktisk var i tvivl om, hvorvidt det var sceneteknikere, en lydprøve eller noget andet. Måske også på grund af det lave lydniveau, der skabte en distance til publikum, da det virkelig krævede koncentration at finde ud af om der overhovedet blev spillet musik… det var generelt det, koncerterne led under – de blev let overdøvet at snakken, og det er sådan set rigtig fint, for det var et gennemført hyggeligt arrangement med en vedkommende, venlig og rar stemning, men når det er en musikdag, kunne det også være rart med et lidt større fokus på netop musikken.

piroth live
To charmerende og søde piger fra Sverige, der havde taget vennerne og guitaren med, udgjorde som Piroth eftermiddagens 3. act. De numre, jeg via nettet havde surfet mig frem til, havde sendt mine forventninger til netop denne koncert højt op. Dog fremstod musikken en kende anonym de først numre igennem, men “Transsiberean Express”‘ inddragelse af publikum, med uddeling af rasleinstrumenter var et genial træk, der passede perfekt ind i den hyggelige stemning, ligesom det gjorde, da de satte sig ned på scenen under koncertens sidste nummer, “Fog Dancers”, og derved kom i niveau med publikum. Det var særligt numrene med brug af rytmeinstrumenter, der brændte igennem, for her blev de sympatiske og søde piger lidt mere bestemte. Derfor glæder jeg mig til Piroth kommer til Danmark næste gang – her har de forhåbentlig taget bandet med!

En positiv oplevelse var Undr P og Lft. gtr til gengæld – med en noget mere levende og karismatisk fremtoning bag pulten end man normalt oplever. De havde det sjovt på scenen, og det fik erstattet vennerne som primære underholdningskilde, og gjort det til musikken i stedet.

Rart arrangement. Virkelig sympatisk arrangement. Men ikke et helt arrangeret arrangement. Måske manglede der et decideret hovednavn, noget folk kom for at høre. Jeg ved det ikke. Men der manglede noget til lige at ryste op i publikum og samle folk om et eller andet. Til gengæld sparkede efterfesten på Dunkel gevaldigt røv, med livemusik fra Vinnie Who, CloudC og Harald Björk, der alle leverede sjove, engagerede koncerter på meget højt niveau, ligesom Dj Lab virkelig fik spillet hardcore techno.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *