Interview med Caroline Franceska/Shaque Lilli <3

Shaque Lilli

Personlighedsspaltning eller ej. I navnet Shaque Lilli udsendte Caroline Franceska i foråret albummet “Love Child” på Speed of Sound, der i efterhånden lang tid har fået mange afspilninger hos Regnsky-redaktionen. Her er tale om en beat-drevet r’n’b-inspireret og dybt personligt popalbum, der har en god portion melankoli og usikkerhed med.

Men hvordan laver man et album, to personer i en? Og er det en mærkelig personlighedssplitning, der afspejles i musikken, eller har den fundet et fælles udtryk? Vi har spurgt både Caroline og Shaque om et par spørgsmål.

Er du en så lyssky person, at du behøver at have en anden personlighed?

– Det ved jeg nu ikke. Måske som privatperson, men rent musisk set har Shaque Lilli-projektet været en slags dannelsesplade – et terapeutisk forløb hvor jeg via hans tekster og hans musikalske udtryk er kommet tættere på mig selv. Mere end jeg nogensinde kunne have håbet på, da jeg gik igang med at skrive de første numre. Selvfølgelig er Shaque en fiktiv karakter, der har sit eget liv, men han er jo på en bagvendt måde også en forlængelse af mit eget liv. Jeg oplever bare at det nogle gange er nemmere at nå ind til mit ærlige jeg, når jeg beskæftiger mig med drømmelignende og fjerne fortællinger.

Det siges at alle de mennesker, der optræder i vores drømme, i virkeligheden er forskellige versioner af os selv – sådan er det også med mit og Shaque Lillis univers. For at konkretisere mit liv og min udvikling som menneske er jeg nødt til at skabe noget, der starter med at være utrolig abstrakt for at kunne se meningen med det hele. Jeg har brug for en anden personlighed, for at nå helt ind til mig selv, så at sige… Men, altså, ubevidst har jeg måske ikke helt følt, at jeg var klar til at vise mit sande jeg frem. Shaque har gjort mig stærk, han har hjulpet mig til at forstå sider af mig selv, som før i tiden har været små mysterier. Det er selvhealing gennem toner, udklædning og fri leg i et skønt og selvvalgt ensomt midiunivers.

Er blufærdigheden ikke for stor til at musikken kan blive ærlig, når den tager udgangspunkt i to personer?

– Det kommer lidt an på hvordan man vælger at anskue tingene. For mig har det været ærligt helt fra starten. Jeg føler ikke nødvendigvis at det bliver mindre ærligt, af at man for en tid er en anden end sig selv. Det gør måske budskaberne lidt sværere for andre mennesker at forstå. Heldigvis er jeg ikke bange for tilsløringer. Vi er jo allesammen en del af hinanden, vi er forbundet på så mange ikke-visuelle planer. Men så længe det er energien, der er i centrum, kan jeg ikke se, hvordan det ikke skulle kunne være andet end hudløst ærligt. Jeg har blot indrammet min kreativitet og givet den et navn og et ansigt. Jeg lever jo Shaques liv; mine oplevelser og erfaringer er noget jeg forstørrer op hundredevis af gange og gør det til hans ditto.

Shaque er den overeksponerede, lettere distortede version af Caroline, og jeg synes det er vidunderligt at få lov til at være Bambi på glatis og eksperimentere med sit eget udtryk. Musik er jo en kunstform og ved at udfordre sig selv som jeg har gjort –  skrælde min kvindelighed væk, gemme alt det som mine omgivelser normalt ser – så føler jeg at jeg når ind til essensen, af hvad det hele handler om. Og det er vel så sandfærdigt som det kan blive. Det er ikke nødvendigvis særlig behageligt, men kan godt blive hårdt og voldsomt. Men det er okay. Så længe jeg ved at jeg lærer noget om livet, gør det ikke spor, at det i starten kan være svært for andre mennesker at sætte sig ind i.

Hvad er de 3 største forskelle på Caroline og Shaque’s personligheder?

Caroline: Det er fuldstændig umuligt at svare på. De største forskellle er jo i virkeligheden også de største ligheder. Troen på sandfærdig kærlighed, selvdestruktivitet – hvilket er en reaktion på en umådelig stor menneskelig sårbarhed – vildskab, som bliver kanaliseret ud gennem styrke, som kører på hysterisk mange hestekræfter. Dén måde, vi begge to forsøger at holde fast i barnet i os selv på, den måde vi gang på gang kommer til at overskride vores egne grænser på. Magt og afmagt, overdrevet larmende følelser og stille tårer.

Shaque Lilli: Eller hvad? Ved nærmere eftertanke… Den eneste ting, som ikke binder os sammen er min angstprovokerende forfængelighed. Jeg kunne jo aldrig nogensinde finde på at gå ned at hente smøger iført natbukser og gamle klipklappere. Det kommer aldrig til at ske. Hadet til mit eget udseende giver sig til udtryk, ved konstant at vise det modsatte. Mit indre er i udbrud og sammenbrud på én og samme gang. Dette kan kontrolleres eller måske skjules, ved hjælp af solbriller og  forskellige stramme habitter og nystrøgede skjorter. Det hjælper at se tight ud, når livet hænger i laser på indersiden. Jeg bliver nervøs, når jeg er sammen med børn. De minder mig for meget om mig selv. Derudover kan jeg ikke klare tanken om, at min barndom for altid vil være et summende fragment i mit baghovede, som aldrig nogensinde igen kan blive til virkelighed. Der er så meget smerte, men min mission er jo på længere sigt at erstatte smerten med evig kærlighed.

Citatet “My dream is to be free of all the unrwritten rules in music” stammer fra din MySpace-profil. Hvordan kan det så være, at dine numre, uden undtagelser, er opbygget af et konstant beat, som giver en meget fast ramme for numrenes udfoldelser?

– Beatet vil for altid være min største kærlighed. Beatet er hjertet i musikken, det er åndedraget, som skubber alle de andre elementer fremad og giver liv til musikkens toner, som for mig at se er flade og todimensionelle. Uden sin puls. Selvfølgelig er strukturen i mine sange genkendelige, men fortæl mig: Hvem har nogensinde lavet en plade, som tager udganspunkt i et kommercielt lydbillede, uden at have bas på én eneste af sangene. Det er da rimelig cutting edge. Og hvem starter sin plade med en ballade der er basseret på en tynd flade af midixylofoner. Det handler jo også om, hvilke regler man stiller op overfor sig selv. Det er vejen derhen, som gør destinationen så utrolig spændende og betagende. At mine sange blev så faste i deres form, var sådan set mest fordi jeg lyttede til mit hjerte, hvor nogle mennesker laver sange med fornuften og øjnene og benytter sig af, hvad man ved virker og hvordan audio-filerne ser ud på skærmen.

Shaque Lilli – Ballad of Me
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01-ballad-of-me-1.mp3]

Shaque Lilli – Make A Wish
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/05-make-a-wish-1.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *