St. Vincent var ikke lydmand på Roskilde Festival – ikke, så vidt jeg ved

St. Vincent (af David Bering via Gaffa)

Der er blevet sagt og skrevet meget (ok, måske ikke, men så en betydelig del) om amerikanske St. Vincents koncert på Roskilde Festivals scene Astoria. Snakker man med de fornemme hører man i det fleste tilfælde en kritik rettet imod lyden og det faktum at mange af de publikumsvenlige numre med mest “genkendelighed” blev luftet alt for tidligt i sættet. Og ja, det var sgu da lidt en skam at hun for eksempel ikke sluttede af med et brag ved at spille Now Now og for fanden hvor havde jeg set frem til at bevæge mig til Paris Is Burning, uden at den nogensinde kom – begge i øvrigt fra debutalbummet Marry Me fra 2007.

Men problemer med lyden skal sgu ikke tilskrives St. Vincent, som by the way også kan kaldes Annie Clark, skulle man være interesseret i et borgerligt navn. For snakker man i stedet med folk og ikke med Morten Sternberg fra Soundvenue vil man rent faktisk høre positive beretninger om en koncert, hvor jeg selv oplevede en nervøs men på mange måder sød kontakt fra Annie Clark og ud til publikum – og på samme måde tilbage igen. Folk var afventende, jeg selv blandt andet, men mest fordi koncerten fremstod på det intime plan, som jeg tror mange af os havde håbet på. Den 26-årige multiinstrumentalist, som var akkompagneret af fire jævnaldrende mænd på Astorias scene, kan desuden have svært ved at holde niveauet oppe en hel koncert igennem, når hun lægger ud med en så skide smuk fremførsel af Marry Me, som hun gjorde det sent torsdag aften. For at være ærlig lød hendes vokal nok cirka 500 gange bedre end på albumversionen af dette nummer. Hendes vokal, samt måden hvorpå hun formåede at gå fra naboens søde og uskyldige datter-attituden til at være den bidske kvinde der vil have tingene “her way or the high way” når hun støjede og skar sig vej igennem nærmest vrede passager som på The Strangers, var mine højdepunkter. Og så at hun var skidesmuk. Damn.

Men klart. Der var også betydningsfulde fejl. Sættets opbygning, som sagt, og det at scenens fem personer ikke var i stand til at bibevare publikummets interessere hele vejen igennem ved ikke at få det absolutte ud af instrumenterne medbragt til denne koncert. Overordnet ser jeg dog tilbage på koncerten med flest positive indtryk, hvilket jeg faktisk tror størstedelen af fremmødet fra denne koncert gør. Det brændte jeg ligesom bare efter at understrege.

Sætliste fra St. Vincents koncert på Astoria, torsdag klokken 22.00:
Marry Me
The Strangers
Save Me From What I Want
Now, Now
Actor Out Of Work
Dig A Pony (Cover af The Beatles)
Laughing With A Mouth Full Of Blood
Black Rainbow
Marrow
Just The Same But Brand New

The Party
Your Lips Are Red

St. Vincent Marry Me
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/St.-Vincent-Marry-Me.mp3]

St. Vincent The Strangers
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/stvincent_thestrangers.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Eva Regnsky says:

    synes generelt der var rigtig mange problemer med lyden på Roskilde i år… ligesom der også var i 2008. De burde snart lære det. Yeah Yeah Yeahs gjorde aldrig nævneværdigt indtryk på mig, simpelthen fordi det er svært at engagere sig i musik, når man skal spidse ører for at opfange andet end bastromme og vokal…
    De eneste steder jeg ikke oplevede problemet var på Pavillion, Astoria og Cosmopol. Odeon er bare præget af dårlig lyd, der ikke bliver reguleret alt efter, hvor mange mennesker der er. Det er virkelig ærgerligt og tager en meget stor del af fornøjelsen ved mange af koncerterne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?