Roskilde opsamling

bye bye (af Kim Agersten)

Søndag er tømmermændenes dag. Kampen for overlevelse.
En Roskilde Festival afspejler livet i dets reneste form. Beruselsen og nedture. Af musik, mennesker og kærlighed, indtag og udtryk.
Det bliver meget let for meget. Kammer over i en lukkethed overfor de enorme angreb sanserne udsættes for gennem op mod 8 dage, og gør udmattelsen så enorm – og nærmest berusende på samme måde som den bedste koncert kan være det.

Søndag eftermiddag sad jeg alene i solen foran Pavillion teltet. Get Well Soon spillede en udenmærket koncert indenfor, og det var behageligt at føle sig hjemme i den rare, folkinspirerede indierock. Hvile hovedet mod knæene og lade musikken være der for at opsluge ugens tilegenede ringen for ørerne. Uden at behøve at koncentrere sig om den, men bare være. Vide, at man om 12 timer sover i sin egen seng. At man kun skulle tvinge benene til 2 koncerter mere, slæbe sine ting hjem, og så sove i omtrendt et halvt døgn.

Der stilles i hvert fald større og større krav til musikken som ugen skrider frem, fødderne bliver trætte og hovedet så tungt, at enhver falsk tone borrer sig ind i hjernen og truer med at giver dig dødsstødet til den totale resignation.
Så længes man efter stilhed, stabile temperaturer og et fyldt køleskab. Efter ens egen cd-reol. Og fjernbetjeningen med volumen-kontrol.

Men vi vil vende tilbage til næste år. Her vil festival-feberen igen overmande os og give glæden, beruselsen igen.
For i mandags vågnede vi op, og var fuldkommen paniske over, at der er præcis 50 uger og 6 dage til at ens støvdepoter bliver fyldt, og teltet igen kommer i brug.
Måske vil det være for meget igen. Det vil det helt sikkert. Men for meget af det gode er ikke kun godt eller dårligt. Det er livet i sin reneste form. Og selvfølgelig vender vi tilbage til det. År efter år.