Warm-up round-up.

Vinnie Who af Christian Hjort via POLFOTO
Pavillion Juniors scoop var helt som forventet Vinnie Who. Jeg har adskillige gange tidligere hypet ham, både her og overfor venner og bekendte. Og efter denne koncert, tror jeg aldrig jeg har fået så mange begejstrede sms’er og telefonopkald, der stort set alle havde denne ordlyd: “FUCK, det var jo SINDSYGT!” Hvilket virkelig også er den bedste beskrivelse af koncerten, hvor bandet evnede at omdanne mandagens tidlige sommeraften til en kogende hed, tæt sammenpresset skov af dansende, hoppende og helt igennem begejstrede mennesker.
For at lave den perfekte fest skal man ikke kun kunne hamre derud med 160 bpm. Man skal have noget at have det i – melodierne, der kan bære et nummers udvikling, udfordre musikerne og holde en afveksling. Det helt igennem velstrukturerede set kunne det, ligefra 1. nummers langsomme udvikling til de knivskarpe kulminationener i numre som “Accident or Will” og “The Fall”.
Danmarks mest personlige, ambitiøse, velspillende, tændte – og ikke mindst bedste – “upcoming” band hedder Vinnie Who.
Så blev standarten ligesom lagt mandag aften. Og det var måske ikke helt fair for de andre Pavillion Junior-aktuelle bands.

Twins Twins af Rasmus Weng Karlsen (via POLFOTO)

Musikprogrammet var søndag eftermiddag blevet åbnet af Twins Twins, som vi tidligere har anbefalet. De leverede et solidt sæt, der dog fremstod utrolig tidstypisk – adskillige gange i koncerten var jeg i tvivl om, hvorvidt det nu var Lily Electric, Kiss Kiss Kiss eller Twins Twins, der stod på scenen. Særpræget og det originale manglede, for at koncerten ikke blot blev lyst op af 3-4 stærke numre, men funklede og holdt publikums koncentration hele vejen igennem.

Anderledes personligt var mandagens program, hvis fokus lå på øvre del af det danske vækstlag og havde stærke kort som tidligere omtalte Cody og Vinnie Who samt Men Among Animals og BodeBrixen linet op.
Midt på eftermiddagen var Men Among Animals solskinspop parat på programmet. Og beskrivelse passede så glimrende til koncerten, der med de legesyge melodier og det virkelig velspillende og udafvendte band svalede publikum med et forfriskende løssluppent pust af velserveret 60’er inspireret popmusik. Der kæles virkelig for detaljerne, og særligt korets kontrast til forsanger Lasse Nielsens til tider noget anstrenge vokal fungerede godt. Et cover af Talking Heads klassiker “Psycho Killer” bød koncerten også på, og når det lykkedes så godt som for Men Among Animals, må man give koncerten stemplet “meget accepteret”.

BodeBrixen af Rasmus Weng Karlsen (via POLFOTO)
BodeBrixen havde æren af dagens sene spilletid, og blev mødt af et fyldt telt. Og der blev lagt lovende ud, for BodeBrixens smittende popmusik appellerer bredt, og må derfor have indfriet de forventninger størstedelen af publikum kom med. Men musikken var nogenlunde ligeså holdbar som de farverige balloner bandet kastede ud over publikum, og koncentrationen holdt nogenlunde ligeså længe. Efter 3 med numre BodeBrixen var en plads i aftensolen betydeligt mere tillokkende end endnu flere numre, der så konsekvent søgte efter det sære i legetøjsinstrumenter, at de besad fuldstændig samme ligegyldighed.

Kira Kira

Tirsdag bød på udover danske Ginger Ninja og Giana Factory, på bands fra resten af Skandinavien. Kira Kira spillede sin naivistiske musik med mange virkemidler i små doser. Og en lille dosis var helt bestemt også ganske fint. Men efter kort tid får man altså nok af små islandske trolle, der hopper rundt på en scene, drejer på spilledåser og hvisker i stemmeforvrænginger på bekostning af noget så essentielt som melodien. Også savner man noget der stikker ud, en melodi, noget der kan gøre lydlandskabet levende og samle det. For der er ingen tvivl om at ideerne var rigtig fine og alt det der. De var bare himmelråbende ligegyldige.