Mew LIVE @ Studio 1

Mew (af Atlantius)

Livestemning:
Hvad er god musik? Hvad gør et band godt?
Disse spørgsmål stilte jeg mig selv under den utroligt eksklusive koncert Mew onsdag aften spillede for hardcore fans. Koncerten var bandets første i to år, og den første med numre fra den kommende plade i repetoiret. Det var på ingen måde promovering, det var en ærlig tak til frengers, familie og kollegaer – vi var inviteret indenfor i bandets øvelokale, med fri bar og venskabelig stemning.
Først og fremmest skal det siges, at jeg på ingen måde kan være subjektiv eller rationelt tænkende i forhold til det band – jeg er vokset op med det, og i en periode på fire år var jeg så hardcore fan, at mit iTunes bibliotek – efter adskillige grundige oprydninger – stadig indeholder over 16 timers mew.

For at vende tilbage til mit udgangspunkt omkring den gode musik, har Mew altid været det ultimative mål i min musikalske verden – bandet består af kontrasten mellem det lyse og mørke, det diskante og bassen, af en rå, dynamisk perfektion og af levende energi. De elementer, der i høj grad stadig er det centrale i min begejstring for musik.

Selvom bandet aldrig har udgivet samme plade to gange i træk, og forskellene dem alle imellem er enorm, har bandet et samlet udtryk, der vel bedst kan beskrives som en særlig kemi. Derfor blev jeg så bange, da bassisten smuttede over i The Storm i stedet, og nu er jeg så glad for at han gjorde det.

De nye numre er også noget helt andet end forventet – selvfølgelig. Koncerten præsenterede 4 numre fra den kommende plade og ep, hvor singlen “Introducing Palace Players” særligt imponerede. Det ville måske have været et bedre åbningsnummer end det også nye, noget rodede “New Terrain” der blev brugt. Til en åbning fængede det ikke på den måde, som Mew ellers plejer at kunne slippe afsted med. Men det skal sandsynligvis opleves som en positiv kritik, da den bedste musik utroligt sjældent er den umiddelbare. Til gengæld levede “Introducing Palace Players” fuldt ud op til de tidligere oplevelser med nummer – hjertegribende smukt og inderligt, men med en råhed, der præsenterede Mews nye kærlighed: distorted bas.

“And The Glasshanded Kites” fra 2005 var lyden enorm og grandiøs, storladen, rocket og mørkt støjende pakket omkring de glasklare melodier. Jeg savnede det enkle på den plade. Også når den var spillet live, hvor jeg godt nok blev væltet bagover af de vilde kompositioner, af trommernes kombination af præcision og improvisation, men stadig savnede det indiepoppede element fra de tidligere plader.

Aftenens koncert præsenterede et nyt nummer med det, jeg tidligere havde søgt – “Sometimes Life Isn’t Easy” (dedikeret til holdet bag koncerten). En pop-fragmenteret sag, der startede neddæmpet ud med et elektronisk beat, der afløstes af en symfonisk ørehænger af en melodi, der åbner sig i passager for at lukke sig om sig selv igen, og nærmest holder publikum ude af melodien.

Selvom “Introducing…” allerede er et klart hit i fanskaren, var det da de sædvanlige koncertåbnere “Circuitry of the Wolf” og “Chinaberry Tree”s støj bragede udover publikum koncerten opfyldte os med den lykke, som rigtig velspillet musik giver – bandet var så meget på hjemmebane, så sikre i netop de her gamle numre, at selv en halvmudret koncertlyd gav dem nye dimensioner – efter 4 år og en 3-400 omgange på pladespilleren. 
Og evnen til at overraske – med nye numre, nye drejninger af gamle, og ikke at give publikum, hvad de håber – men noget andet, og ligeså godt eller bedre, gør Mew til et band, der virkelig stadig er værd at samle på. Eneste egentlige anke er, at de efterhånden har samlet sig et så solidt bagkatalog, at det kræver koncerter på mere end 1½ time.

Jeg er glad og endnu mere spændt på det kommende album end før koncerten. Og bandet vil helt sikker blive ved med at overraske lige frem til udgivelsen.
Eksempelvis er der netop blevet sluppet en single til den ep, der udkommer på mandag – den havde eksklusiv premiere på en finsk radiostation i dag, og den ligger til streaming her. Utrolig poppet og efter min mening for straight-forward kedelig, sammenlignet med 1. singlen “Introducing Palace Players” legende, overraskende tema, er det lidt letkøbt – bare fordi man har rigets bedste trommeslager redder det ikke alle plain melodier. 

Mew – Repeaterbeater
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/Mew_Repeaterbeater.mp3]

Mew – Introducing Palace Players
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/Mew-Introducing-Palace-Players.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.