Electrojuice. Not orange, nor apple

 

Electrojuice

Det ser endelig ud til at der begynder at ske noget nyt for de to teenagere, Mads Kolding og Jakob Littauer. Tilsammen danner de 15 og 16-årige aarhusianere duoen Electrojuice, som også tidligere har fået ord med på vejen herinde.

Mens dette er ved at blive skrevet er drengene i fuld gang med at turnere landet rundt i selskab med med de danske electropunkere The Wong Boys. Denne turné har indtil videre bragt dem forbi blandt andet Aalborg, Aarhus og Viborg, hvor jeg i torsdags havde muligheden for at opleve dem og deres cirka 50 minutter lange set. Et set, som blandt andet tog os forbi Cut Your Fingers Off, det første nummer som Electrojuice smed på gaden for over halvandet år siden, til de seneste opdateringer af deres bagkatalog, heriblandt den otte minutter lange “Chopper”.

I forbindelse med deres optræden i Viborg var jeg så heldig at fange de unge talenter til en snak om nutiden, fremtiden, Wong Boys, deres største ønske og om cola.

I har på to år udviklet jer fra uopfordret at remixe Late of The Pier til at varme op for selveste The Prodigy – går det for hurtigt for to drenge, som stadigt går i folkeskole?

Det er gået rigtig hurtigt fra at være to soveværelsesproducere, til at varme op for prodigy. Lidt for hurtigt for os. Vi har haft svært ved at udvikle os i samme tempo som omtalen om os. Det er svært at leve op til hypen, når vi ikke har lavet musik i 6 men 2 år.

Jeres Danmarksturné er knapt nok lige gået igang, men hvordan vil I beskrive drengene fra Wong Boys?

De er syge i hovedet.

I har netop lagt et nyt nummer op i ‘Chopper’ og er snart klar med jeres debut-EP: Hvad kan man forvente sig på dette nye udspil?

Chopper er meget mere skåret ud i pap end vores forrige numre. Det er en loopet melodi der kører i 4 minutter uden bas, og de sidste 4 minutter med bas. Angående vores EP så bliver mindre støjende og mindre klubbet end vores forrige numre. Noget af det bliver hiphoppet med bl.a. Negash Ali på rap. Noget af det bliver melodisk techno. Og der kommer masser af indspillede bækner og perkussion.

Hvis I ikke må nævne James Holden som inspirationskilde, som I allerede så mange gange har erklæret jeres kærlighed til, hvem vil I så nævne?

Dabrye, Nathan Fake, J Dilla, Luciano, DJ T, Screamin’ Jay Hawkins, Kraftwerk, Tom Waits, dOP, Dave Aju, Catz ‘n’ Dogz, Tomboy, Bibio, Clark, Regular Turtles, Battles, Marc Houle, Audion, Sasha, Petter. Og alt fra pladeselvskaberne Ghostly International, Cirkus Company, Warp Records, Stones Throw og Mothership.

Hvad ønsker I jer allermest i hele verden?

Vi mangler en ekstra guitar til guitarhero III i vores privatfly.

Slutteligt: Hvornår dropper I jeres cola-rekvisit og skifter den ud med en kasse øl og kører den vildeste brandert på scenen?

Tror du det er cola vi drikker?!

Ønsker man at fange Electrojuice på deres igangværende turné rundt om i landet, kan man gøre det følgende steder:

4. april:    Sønderborghus
10. april:  Gimle, Roskilde
11.april:   Musikhuzet, Bornholm
17. april:  Klauzdal, Herlev
18. april:  Rust, København

Electrojuice – Chopper
[audio:http://www.nonote.dk/electrojuice/audiovideo/chopper.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?